forside indhold links kontakt

Claras Hjørne
Gerdas Hjørne
Jacobs Hjørne
Om Mig
Logoet
Dagbog
Stemmen
Billeder
Links
Kims Hjørne
Lærkes Hjørne
Renés Hjørne
Ruths Hjørne

Indhold

Kræften konstateres (behandling aftales). Ny lejlighed
Strålebehandlingen
Mellemspil og det glade budskab: "Kræften er væk"
Nye undersøgelser - nye beslutninger
Operation (partiel laryngectomi)
Dagbog Vejle Sygehus
Afslutning / konklusion

Kræften konstateres (behandling aftales). Ny lejlighed.

Mandag den 12 april 1999 var jeg indlagt 1 dag på Vejle Sygehus. Det var fjerde gang, og jeg følte det nærmest som rutine. Jeg skulle så til kontrol den 28 april. Det var naturligvis som de andre gange.

Vi havde fået tilbudt en lejlighed nede i byen. Den var lidt for dyr, men efter at have set den, var det lige det, Ruth havde drømt om. Vi besluttede at tage den og skulle underskrive kontrakt torsdag den 28, og vi glædede os meget.

Den nye lejlighed ligger på den øverste etage

Torsdag den 28 april. Jeg kørte Ruth på arbejde, kørte hjem og samlede mine ting. Som sædvanligt om torsdagen var jeg til møde i "mande – gruppen". Jeg havde mit sølvgrej bag i bilen og skulle efter endt kontrol ind og arbejde på værkstedet.

Der var mærkeligt nok ikke nogen "klokke som ringede". Jeg fik at vide, at det varede lidt; så mod sædvane måtte jeg vente. Sygeplejersken kom og hentede mig og blev hos mig. Hun talte om mange ting. Det var rigtig hyggeligt. Nu forstår jeg grunden. Jeg skulle ikke vente alene, og jeg skulle være sidste patient denne torsdag, så der var tid til mig.

Så kom dommen. Jeg havde kræft i struben. Overlægen. sagde, at jeg kunne blive behandlet enten i Odense eller Århus. Da jeg sagde, at der jo var lige langt, sagde han: "Så tager vi Odense, de er gode". Jeg samtykkede. Det var umuligt for mig at overse situationen

Jeg var til nogle undersøgelser på hospitalet, og havde det meget dumt. Jeg blev fulgt derned af en sygeplejerske, som sagde, at jeg godt måtte komme med tilbage for at vente. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne klare den halve time, jeg skulle vente på et røntgenbillede. Det blev til 1½ time i stedet for. Den sidste time var meget lang, og jeg var meget rastløs. Der var ingen, som sagde, hvorfor jeg skulle vente.

Jeg kørte en lille tur ned til stranden og spekulerede på, hvad vi nu gjorde med lejligheden, og på hvordan jeg skulle sige det til Ruth

Jeg fortalte det i bilen Efter en kort betænkningstid sagde Ruth, at selvfølgeligt flyttede vi. Nu havde vi fået tilbudt "ønskelejligheden", og jeg blev glad. Vi skulle nok stride det igennem.

Vi skrev under på kontrakten, og midt i al elendigheden glædede vi os.

Det næste var at få fortalt det til drengene. De blev kede af det, men lovede at støtte os på alle måder. De tog allerede fri til flytningen.

René besluttede senere, at han ville med, når jeg skulle til undersøgelse i Odense. Jeg var nok ikke så glad for det i starten. Jeg følte nok, at det var en form for umyndiggørelse. Jeg var vel ikke helt senil endnu.

Overlægen havde sagt, at jeg ikke måtte vente mere end 14 dage på et svar fra Odense. Det kom inden en uge.

Ruth og Jacob ved Staksrode få dage efter nyheden om kræften

Så blev det Mandag den 10 maj 1999. Ruth og René havde taget fri og var mine ledsagere. Vore spørgsmål:

 

Hvad består undersøgelserne af

Kig i struben

 

Sidder kræften på stemmelæberne

Ja

 

Er kræften i forstadiet

Ja

 

Hvad forventes at der sker med stemmen

Bliver bedre

 

Vil det være muligt at synge

Ikke opera

 

Hvordan foregår behandlingen

En "form" for at fiksere mig – stråler

 

Hvornår starter den

Snarest. Svar inden en uge

 

Er der bivirkninger

Ja! svært at synke. Rødme i huden

 

Er der fare for omkringliggende væv

Det kan beskadiges

 

Er der meget træthed forbundet med stråler

Ikke særligt

 

Må man selv køre bil efter behandling

Ja Ingen restriktioner

 

Hvem fortæller om evt. transport

Vejle Sygehus

 

Er der evt. senere anden behandling

Forventes ikke

 

Hvad er mine odds

Meget gode 95 – 100 %

 

Er det normalt at denne kræft breder sig

Nej (den er normalt meget afgrænset)

 

Må der ryges i nærheden af mig

Ingen restriktioner

 

Hvad skal jeg især passe på

- sol og klorvand.

 

Kan man campere mens behandlinger sker

Ingen restriktioner

 

(Det var måske smart at være i nærheden)

Min egen afgørelse

 

Skægget skal væk

Snarest

Så kom den læge, som skulle undersøge mig. Han sagde ikke god dag til os, men begyndte at tale til en maskine. Det var ting om en anden patient, som ikke ragede os. Han fik da sat sig ned og hilste på mig med et nik. Jeg måtte præsentere mine ledsagere. Han kritiserede alt og alle. Kandidaten, papirerne lå ikke med sidste side øverst. Han kritiserede også Vejle Sygehus. Jeg var målløs.

OK. Jeg er selvfølgelig ikke i stand til at gennemskue forløbet.

Vi fik fremvist en slags maske. Der skulle laves én til mig. Jeg fik besked om at fjerne skægget inden. Det var Overlæge B, som forklarede det.

Det var så vores første møde med OUH.

Det var ikke spændende, men efterhånden blev vi alle mere rolige.

Vi købte lidt godt til maven og halsen og nåede trods alt at få en dejlig dag.

Tirsdag den 11 maj. Allerede besked fra OUH i postkassen om at møde mandag den 17 Maj. Det var dejligt hurtigt. Derefter kan behandlingen begynde. Det er forhåbentligt også hurtigt. Det tager 6 – 7 uger at gennemføre forløbet. Jeg skal så til kontrol hver 3. Måned i starten og senere hvert halve år i 5 år.

Jeg føler nok, jeg er lidt flad i dag. De mange oplevelser trykker på nogle for mig ukendte tangenter. Jeg gider ikke ret meget, og søvnen er ikke regelmæssig. Det betyder somme tider en tung træthed Nu ser jeg frem til "maskefremstillingen".

Onsdag den 12 Maj. Det var en rigtig dejlig og hyggelig aften. Sygdommen kom i baggrunden. Undertonen er der, men med sådan en opbakning fra Ruth er det hele lettere. Kærlighed gør meget godt ved en. Vi var stadig ikke for gamle. Tak.

Torsdag den 13 Maj. (Kristi Himmelfartsdag) Fridag eller hvad !! Vi har jo en del, som skal gøres. Det er jo ikke sikkert, at jeg kan slæbe de tunge kasser, når jeg er i behandling. Tænk! Jeg er snart 70, og jeg har endnu ikke prøvet at have ondt i ryggen. Jeg er glad og taknemlig for det.

Jeg sidder nu igen og tænker på, hvor heldig jeg har været, da jeg "fandt" Ruth,

Fredag den 14 maj Vi har bestemt, at i dag skal vi ud og køre. Vi tager til Silkeborg. Jeg har en eller anden skør ide om, at Asger Jorn museet har en reproduktion, vi måske kan bruge. Vi må jo nok opgive at købe en original. (Ha! Ha!). Vi har talt meget om, hvad der var sket, hvis min diagnose var kommet 1 måned tidligere. Så havde vi ikke turdet tænke på at flytte. Havde vi fået den 3 måneder før, havde vi heller ikke turdet købe en anden bil.

Vi begav os til Kunstmuseet. Jamen billedet hang jo der, lige indenfor døren.

Det jeg havde set for mit indre blik.

Lørdag den 15 maj. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men der blev ikke så megen søvn i nat. Jeg spekulerede ikke så meget over min sygdom, men der er hele tiden ting som rumsterer i mit baghoved. I nat kunne jeg ikke få "noget" til at gå op i en større enhed. Det er klart, at jeg ved, at der er sygeplejestrejke, men jeg tror ikke, at mit behandlingsforløb vil blive berørt. Det viser sig på mandag. I dag skal vi hente børnebørn De skal deltage i "Skæg-fjernelses-festen". Vi har aftalt, at pigerne skal være tæt på begivenhederne. De skal ikke blive forskrækket over, hvad der sker med mig.

Vi startede barbermaskinen, da vi var kommet hjem. Børnene syntes det var lidt "skægt", men de syntes, at jeg bare så lidt anderledes ud. Det var ikke særlig behageligt. Huden er ikke vandt til at være "nøgen".

Så gør vi sådan når vi fjerner vort skæg.Det er Lærke der er prøver at stjæle billedet

Vi har tænkt os at køre ned til stranden, når vi har fået lidt i "skrutten".

Tiden fløj af sted, og vi havde lovet at aflevere børnene inden fem. Begge pigerne syntes vi skulle tage hjem til os. De havde jo ikke ryddet op !! Vi lovede, at det skulle vi nok ordne; selvom det nok ikke var pædagogisk korrekt.

Søndag den 16 maj Solen skinner denne tidlige søndagsmorgen. Jeg føler netop nu, at det hele er uvirkeligt. I morgen skal jeg have taget mål til en "spændetrøje", så jeg kan blive fikseret i en maskine, som sender stråler ind i min hals. Der er ikke langt til det, som styrer mit bevægeapparat.

Helbredelsesprocenten er høj, og Odense Universitets Hospital er landets største med det bedste udstyr, og ifølge J.A. er de meget dygtige. Alligevel er der en lille bekymret mand indeni mig netop nu.

Vi talte en del om morgendagens tur og hvad den ville bringe

til top

Strålebehandlingen

Mandag den 17 maj Så kom dagen, hvor det hele starter. Vi kom til Odense i dejligt vejr. Som sædvanligt blev vi modtaget med et sødt smil. Jeg fik forklaret, at jeg selv kunne køre til behandlingerne. Der var ingenting i vejen for det. Jeg skulle bare komme hen til lugen, hvis jeg ønskede at blive transporteret. Vi ventede faktisk ikke, for man havde byttet om på de to ting, som skulle gøres. Det betød, at jeg først skulle have lavet en fikseringsmaske. Det var en spændende procedure, hvor min hals og overkrop blev mast ned i en pude af plastkugler. De blev suget lufttomme og opvarmet så de blev fikseret helt nøjagtigt til min nakke og overkrop. Der blev brugt et laserlys, som tegnede midten af mig. Jeg skulle ligge og holde fast i en ring. Et stykke materiale, som lignede et tykt stykke gage, blev opvarmet i varmt vand. Det blev blødt, så det kunne formes efter mit ansigt. Det føltes lidt varmt, men der var ingen problemer med at trække vejret. Jeg måtte bare ikke tale eller svare på spørgsmål. Det hele lignede science-fiktion.

Opmåling til fikserings maske

Det var overstået på en halv time. Vi gik ud for at vente videre. Efter 15 minutter blev vi kaldt ind til en meget sød og smilende sygeplejerske. Vi fik en lang snak om, hvad der skulle foregå, og jeg skal allerede til Odense igen i morgen. Så er "masken" tør, og jeg skal have taget røntgenbilleder og skannes.

Derefter skal jeg i en simuleringsmaskine, så de kan få den komplicerede maskine indstillet. Det store spørgsmål: "Hvornår begynder strålebehandlingen" ? gav det overraskende svar: "Du skal begynde allerede torsdag og derefter alle hverdage indtil den 7 juli." Det er muligt, jeg skal deltage i et forsøg, som muligvis afkorter forløbet. Det viser sig senere.

Vi havde en dejlig tur hjem af den gamle landevej. De gule marker er meget smukke lige nu, og de dufter vidunderligt. Syrenerne står lige på spring. Det en meget smukt. Vi kørte hjem langs fjorden på begge sider, mæt af de mange indtryk. Tak for en god dag med nye gode oplevelser.

Tirsdag den 18 maj I dag skal jeg møde i Odense klokken 13. Så vidt jeg forstår, er det meningen, at jeg skal placeres i den nye fikseringsmaske. Ved hjælp af en skanning placerer de mig, så maskinens stråler kan ramme helt nøjagtigt. Det er på en gang både lidt spændende og lidt skræmmende. Mere om dette, når jeg har prøvet det.

Jeg blev hentet af en sygeplejerske. Hun smilede og bød mig velkommen. Jeg skulle så "simuleres". Det tog ca. 20 minutter, og jeg fik en lille snak bagefter, med de to sygeplejersker. Jeg var den sidste i dag.

Den færdige fikseringsmaske

Onsdag den 19 maj Jeg gav mig tid til at prøve at finde mig selv.

Torsdag den 20 maj Jeg er ikke glad i dag; det er ved at være lidt påtaget. Det er noget underligt noget at skulle ind i en maskine. De siger, det kun varer nogle minutter. Jeg fik tid til at "ruge" over min egen situation. De var lidt forsinkede. Jeg så operatørrummet. Jeg blev lagt i "masken". Det var meget ubehageligt. Jeg fik et voldsomt anfald af klaustrofobi. Jeg måtte op og sidde. Efter at jeg havde sundet mig lidt, fik vi gennemført seancen. Pigerne stod og holdt mig i hånden, så længe de kunne være inde i rummet og forklarede det hele. Der blev rettet på det forskellige, og der var nogle teknikere og læger for at godkende forløbet. Jeg var meget glad, da det var overstået. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men et eller andet er der gået galt

Fredag den 21 maj Jeg havde det meget dumt, efterhånden som jeg nærmede mig Odense. Selvtilliden var væk. Tanken om det ukendte og de farlige celler i min strube fyldte meget

Det værste var nok, at jeg følte et nederlag. Jeg som engang kunne kravle i de mindste rum, i de højeste spir og reparere lynafledere, kravle i master til lanternerne o.s.v.

Jeg fik klaustrofobi. Jeg var bange for en maskine.

Strålekanonen armeres

Jeg fik styr på nerverne, og det var overstået meget hurtigt. Jeg fik en spisebillet til patienthotellet

Patienthotellet ved Odense Universitets Hospital (med spejlbillede af det gamle hus)

"Tag selv bordet" var 1. Klasses. Fisk, salat, lune retter og et flot ostefad

Dagens anden behandling var problemløs.

Lørdag den 22 maj Vi havde alt i alt en dejlig dag og aften, hvor de triste tanker var helt i baggrunden.

Søndag 23 maj (Pinsedag.) Atter en tidlig morgen.

Vi havde en god tur til Fyn, men det bedste ved turen var nok at mødes med vennerne. Vi blev enige at køre til Kerteminde. Vi så på marsvin og fisk i Bælt Centret.

Min Amanda var fra Kerteminde

Tirsdag den 25 Maj. Jeg kørte mod Odense, og i radioen på vej over Fyn hørte jeg, at der var punkstrejker blandt sygeplejerskerne. Rimeligt eller ej så er kræftområdet et af de steder, hvor patienterne er fredet. Der var nu det meste af en times ventetid. Jeg fik heldigvis ikke nogen form for klaustrofobi

Det hele var overstået på nogle minutter, og jeg kunne så køre hjem.

En af mine venner er gået helt i stå. (Demens) Det er sørgeligt at se, hvordan et intelligent menneske totalt kan ændre psyke. Det skræmmer.

Onsdag den 26 maj I går var der ventetid, og i dag kom jeg til før tiden. Det morede vi os lidt over Jeg var rastløs hele aftenen

Torsdag den 27 maj. Efter at jeg er kommet over min klaustrofobi, er det ingen sag at blive behandlet. Det er først på mandag lægen skal rode i min hals. Den tid den sorg. I dag skal jeg vejes og til "vampyr. Det er dejligt, at min klaustrofobi kun varede 1 gang. Der er nogle, som har det i hele forløbet.

Sygeplejerskerne er begyndt at kende mig godt nok til at drille mig lidt. Vi havde et dejligt ordspil i dag.

Fredag den 28 maj I dag er det nærmest et "rutinebesøg" i Odense.

Lørdag den 29 maj Ude hos nogle venner til grillmad

Mandag den 31 maj Jeg sidder og håber, at det er en anden læge end sidst. Jeg syntes, han var ubehagelig. Familien er enig. I dag har jeg ondt i halsen. I Week enden havde jeg problemer med at synke, men det var ikke slemt. Jeg må nok påregne nogle flere gener i fremtiden.

Jeg skulle til lægen i dag. Det gruede jeg mig lidt for. Jeg skulle vente en halv time. Det kom jeg ikke til. Jeg kom til med det samme. Vi talte om, der var nogen bivirkninger med smerter, og eventuelt problemer med at spise og med smagsløgene. Da jeg ikke syntes, der var noget særligt (overmodig) varede hele seancen 3 minutter

Det er alligevel som om, lysten til ret meget er ved at fordampe.

Tirsdag den 1. Juni. I dag har jeg ondt i halsen. Jeg har synkebesvær. Det kan godt nå at blive ubehageligt, inden jeg er færdig

Jeg sagde i Odense, at jeg havde problemer. De sagde, at det var vigtigt, at jeg fik mad, så hvis jeg havde ondt, skulle jeg anskaffe nogle brusetabletter f.eks. Panodil til at tage ubehaget. Jeg føler mig træt og uoplagt.

Min hals gør ondt i dag, og det var ikke rart at spise medisterpølse og kartofler til aften. Jeg er bare lovet, at det nok bliver værre og værre.

Onsdag den 2 Juni Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, jeg er temmelig træt. Jeg synes, jeg bliver svimmel ind i mellem. Det kan godt være, at det er noget med nerver, men jeg synes ikke, der er noget, når jeg kører.

Jeg sidder og funderer lidt over, at der er lang tid til, jeg er færdig med de behandlinger. Jeg må stride det igennem. Det er godt, jeg har et godt bagland. Endnu er Ruth ikke irriteret på mig.

Torsdag den 3. Juni Nu begynder det at gøre meget ondt. Det er mest, når jeg griner, og især når jeg synker. Det sidste kan godt blive ubehageligt på længere sigt.

Jeg blev målt og vejet. Jeg havde ikke tabt mig. Det forventes ellers. Jeg sagde, at det ikke gjorde noget med ti kilo. De sagde ok, men ikke lige nu.

Anden gang jeg skulle behandles, var det nogen sygeplejersker, jeg ikke kendte. Det betød ikke så meget, men når de var usikre med hensyn til, om jeg nu også lå rigtigt, virkede det skræmmende. De virkede utjekkede og undskyldte sig med, at maskinen var anderledes end den, de kendte.

Der var en tredje sygeplejerske. Hun kom ind med et ansøgningsskema til et legat fra kræftens bekæmpelse. Det havde jeg ikke hørt om. Der var noget med et indkomstloft

Smerterne i halsen begynder at blive værre. Det er som en halsbetændelse. Jeg må prøve at bide det i mig, og endnu er det til at klare.

Fredag den 4 juni. Tidligt af sted. Jeg kender jo turen. Det er næsten som at køre på skinner.

I dag måtte der en ekspert ind og se på min maske. Der var lidt undertoner med, hvad der var sket i går. Jeg var også lidt utryg ved det sidste hold. I dag var det et par kendte. Det bider slemt i halsen nu.

Jeg kørte forbi Jernbanegade på vejen hjem. Jeg talte med maleren. Alle vægge får en omgang. Det bliver nok lidt ferskt med alt det hvide. Jeg fik også talt med varmemesteren. Han var flink og lovede mig al mulig støtte.

Lørdag den 5 juni I dag er det grundlovsdag. Det er en speciel af slagsen; det er 150 års jubilæum. Det er utroligt, at der stadig er mange ting i den, som er moderne.

Min hals er slem i dag. Jeg producerer en masse mundvand. Det må være naturen, som protesterer mod indgrebet. Jeg prøvede med kamillete i dag. Jeg synes stadig det smager rædselsfuldt, men ned kom det da.

Ruth lavede blomkål med stuvning. Der var æg, tomater og bacon til. Jeg måtte nøjes med at mose blomkål og sovs. Det kunne da glide ned, selvom det gjorde ondt.

Søndag den 6 juni Jeg har sovet rimeligt. Jeg tog to panodil i aftes og måtte tage en igen her til morgen. Det hjælper lidt. Jeg gruer mig lidt for de næste uger. Det bliver sikkert værre og værre. Nå pyt. Solen skinnede, da jeg stod op, og det siges, at det skal være galt, før det bliver godt. Passer det, må det blive meget godt.

Mandag den 7 juni Atter tidligt oppe. Tiden snød mig i dag. Jeg blev forbavset over, at der ikke var kanal 94. Men klokken var kun 5.30 og ikke 6.30.

Det gav en time til at tænke. Det er meget svært at samle tankerne, når det hele tiden smerter i halsen. Jeg glæder mig ikke til, at lægen skal rode i min hals. Det fortæller jeg mere om senere. I dag tager jeg på Vejle Sygehus med regningen for de første 13 dages selv - transport. Det er lidt spændende, hvad de siger. Selvfølgelig er det en del penge, men alt taget i betragtning er det nok kun en brøkdel af, hvad en behandling koster. (De sender en check)

Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg spekulerer mere, end jeg plejer. Det er klart, at det er en kraftig advarsel at få diagnosen kræft. Det er alligevel uvirkeligt. Det er da altid de andre, det rammer. Jeg er heldig, at jeg har Ruth. Jeg håber ikke, at hun skal rammes af nogen form for sygdom. Hun er jo også yngre end mig, men alt kan komme som et lyn. Lad de tunge tanker fare. Jeg syntes, jeg skal prøve at holde humøret oppe. I dag er det bare ikke så let. Jeg er ked af, at jeg ikke er den hjælp i flytningen, som jeg burde være, og de triste tanker er somme tider svære at takle.

Jeg tror, jeg lukker dagbogen og prøver at koncentrere mig om noget konstruktivt. Flytningen skal bare fungere.

Det blev ikke rigtigt til noget, men jeg har nu ordnet med diverse flyttepapirer. Folkeregister, posthus o.s.v.

I dag var der ventetid, da det hele var forsinket. Jeg havde en samtale med lægens sygeplejerske. Hun var meget sød og omgående med på min, til tider, anderledes humor. Så kom der en ung læge, som jeg rejste mig og hilste på. Sygeplejersken og jeg havde talt om, det var en læge, jeg kendte. Da jeg så ham, måtte jeg sige, at det gjorde jeg ikke. Han havde et stort grin på. Han sagde:" Jeg hedder altså Peter". Han var meget ung, men virkede meget professionel. Han indtalte til journalen, medens jeg hørte det. Der var nogle ord jeg ikke forstod, men der er jo heller ikke noget, som er hemmeligt. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage 8 panodil om dagen. 2 af gangen og på de samme tidspunkter hver dag. Så virkede de bedst.

Tirsdag 8 juni Tidligt op og af sted. Jeg havde sat vækkeur til Ruth, og jeg sagde farvel inden jeg kørte. Efter første behandling tog jeg en tur i Odense midtby. Den kedede mig, og jeg kørte tilbage til patienthotellet. Det kolde bord var ikke lige så flot, som de sidste gange.

Jeg skal have mine piller inden, vi spiser. Jeg må nok have nogle lidt stærkere fra mandag. Vi må se, hvad lægen siger til det.

Onsdag 9 juni Igen tidligt oppe. Det er første nat, hvor smerter i halsen rigtigt har vækket mig. Jeg klarede da at spise min surmælk. Jeg tager mine piller, inden jeg kører til Odense. Dagen i går var dagen, hvor jeg fik 2 gange stråler. Jeg ved ikke, om det har betydning, eller det bare er antallet af gange. I dag kommer jeg på 17 af de 33 behandlinger. Jeg var i god tid i Odense. Det er stadig godt, at behandlingen ikke gør ondt. Havde den det, ville der hver gang være en skræk for at skulle derned. Det hjælper også, at sygeplejerskerne er søde, og bestemt ikke er kede af at behandle mig. Jeg fik noget salve til min hals. Det er som om, jeg er solskoldet.

Torsdag den 10 juni I dag stod jeg op 10 minutter før væggeuret ringede. Det er noget generende om morgenen. Jeg fik et anfald af "krillerhoste"; det var ubehageligt, men jeg undgik at vække Ruth

Jeg var i god tid, og kom ind lige på slaget. Jeg var heldig, for der var et opslag om, at der var sygdom, som kunne medføre ventetid. Jeg blev vejet og havde tabt mig 2 kilo. Jeg synes, det er OK, men jeg fik at vide, at det måtte jeg ikke. Der er stadig problemer med at synke, og jeg udfordrer nok ikke halsen. Hverken indvendigt eller udvendigt. Det er da til at klare endnu. Det er heller ikke sikkert, at det bliver værre.

Fredag den 11 Juni Igen tidligt oppe.

Jeg fik spurgt i dag, om Kim måtte tage nogle billeder af mig i "maskinen" Det var helt i orden. Jeg måtte da også tage mine børnebørn med, hvis jeg selv havde lyst.

Lørdag 12 juni 1999 I dag er det en rigtig gråvejrsmorgen. Det er som om, solen forsøger at få overtaget. Min hals er slem i dag. Det hele virker nu som en meget heftig halsbetændelse. Der er smerter, som i dag jagede mig ud af sengen. Det må nok forventes, at det bliver værre og værre de næste uger. Min stemme er næsten væk. Og det gør meget ondt, når jeg skal synke. Jeg prøver at spise lidt surmælk, for det er for tidligt at tage tabletter. Virkningen af dem er heller ikke særlig god længere. Det er svært at forstå, hvad der egentligt sker derinde i struben.

I dag er humøret ikke i top. Det gør bare for ondt. Jeg må finde det gode humør igen. Det nytter ikke at hænge med hovedet.

Søndag den 13 juni. Det er begyndt at knibe for mig. Min hals er skrækkelig i dag. Endnu en gang sidder jeg med en følelse af at være lidt ubrugelig

Mandag den 14 juni Så er det dagen før vi flytter.

Jeg skulle til Odense som sædvanligt. Jeg skulle have 2 behandlinger. Denne dag var noget specielt. Vi tager en serie fotos til dagbogen. Dem glæder jeg mig til at se. Det hele er lidt uvirkeligt, når man ligger der i masken helt alene. Jeg havde fået nogle morfintabletter af lægen, som kunne give maveproblemer. Lægen og sygeplejerskerne var utilfredse med mig. Jeg taber mig stadig, og det må jeg bare ikke. Det er lidt underligt, at man skal have skældud, for ikke at være helt så overvægtig som tidligere.

Sådan ser der ud i kontrolrummet

Jeg fik min anden behandling. Jeg observerede, at maskinen satte ud. Efter et øjeblik fik jeg så resten af "skuddet"

Vi havde travlt med at komme hjem. Ruth havde jo hentet nøglen til lejligheden, som stadig var lige flot.

Jeg fik mig et hvil. På en eller anden måde trætter de behandlinger meget.

Tirsdag den 15 juni Igen til Odense. Det hele forløb planmæssigt, selvom der var megen sygdom i afdelingen.

Så kom flyttelæsset til Jernbanegade.

Vi får hjælp til ophængning af diverse skabe og billeder. Godt med en dejlig familie og godt med venner.

Jeg vil nok ikke rigtig indrømme det, men jeg bliver meget træt, og jeg var taknemlig for, at drengene sørgede for en drømmeseng, så jeg fik et lille hvil. Det tænkte de også på

Onsdag den 16 juni Det er en overvindelse at få noget igennem halsen. Det gør meget ondt. Jeg producerer meget store mængder af spyt, og jeg hoster meget slim op, som også skal ned. Det gør ondt, og jeg går på toilettet og spytter ud.

Familien fra Vardevej kom og hilste på. Pigerne er meget kærlige, og de føler med mig. I begyndelsen var det mest Lærke, som spekulerede på, hvad det var med den hals. Den er jo helt rød, så jeg ligner en "lalakun" (kalkun). (og ifølge Ruth taler jeg som en krage) Nu er det ligesom Clara, der tænker meget. Hun giver mig mange klem, og det er meget dejligt. Jeg er bare så heldig, at vores familie er der.

Torsdag den 17 juni I dag skulle Ruth så på arbejde. Der er ikke mange meter derover. Jeg havde som sædvanlig ondt i halsen, men nåede dog at glæde mig over en glad kone og over, at der var fridag i Odense. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde haft det, hvis jeg skulle af sted. Jeg er hudløs langt ned. Der var mange ting, jeg skulle nå. Jeg sad og sundede mig lidt, og glædede mig over den dejlige stue. Jeg fantaserede lidt om billeder o.s.v. Jeg syntes, jeg trods alt burde være glad. Det er bare svært, når smerterne stadigt minder én om, at der er en kræftknude i halsen

Der kom bud fra Gulkrog med en kurv med diverse lækkerier. De er utroligt søde mod mig.

Jeg har smerter hele tiden. Det er da til at klare. Jeg er ked af at tage morfintabletter. Jeg bliver utilpas. Jeg indskrænker det til én inden aftensmaden.

Fredag den 18 juni. I dag er det igen Odense Jeg var fremme i god tid, men her måtte jeg vente. Teknikerne var ikke helt færdige. Jeg kom da til, og var færdig til tiden alligevel. Jeg fik en recept på noget kosttilskud

Lørdag den 19 juni En dejlig morgen Solen stråler fra en skyfri himmel og fuglene synger. Jeg må ikke sidde i solen, men jeg har lyst. Vores terrasse indbyder til det. Jeg er ufattelig heldig med mit bagland. Ruth sagde en enkelt gang i starten af min kræftbehandling, at jeg var urimelig. Det var rigtigt, og det nytter ikke, at have så ondt af sig selv, at man forpester omgivelserne. Jeg tror jeg har lært det, men det er ikke let, når man har smerter. Det er vanskeligt at lade være med at give lyde fra sig, når det gør rasende ondt.

Det gør temmeligt ondt i dag. Jeg tager en stærk tablet og håber så, at jeg kan sove.

Søndag den 20 juni Jeg vågnede kl 2.15. Jeg var helt våd af savl. Det er meget ubehageligt med al det mundvand. Jeg faldt i søvn igen selvom klokken var over halv fire. Jeg vågnede med et sæt klokken lidt i 7. Jeg "så" en stor rotte, som kom springende hen over sengen. Jeg er blevet bange for den morfin, selvom jeg kun spiser 1 om dagen og ikke, som jeg må, 3 – 4 stk. Jeg var virkelig bange. Dejligt at Ruth var der og holdt mig i hånden.

Hele dagen var huset fyldt med hjælpere som klarede billeder og skabe.

Snakken gik livligt. Jeg luskede lige så stille i seng. Tak for en dejlig dag.

"Jorne" stuen (næsten færdig)

Mandag de 21 juni. Tidligt af sted til Odense.. Pigerne har ondt af mig, det er helt sikkert. De kender det jo fra så mange andre. De vil ikke ud med det, men de ved godt, at de sidste gange bliver barske. Det er sådan, at det skulle være overstået med kræften, men de fortsætter faktisk med 10 ekstra behandlinger, for at være sikker på, at alt er væk. Det varer et stykke tid, inden man ved det. Vi regner med, at alt er OK.

Lægen var tilfreds med mig denne gang. Jeg holdt vægten, og da jeg forklarede min reaktion med hensyn til morfintabletter, vidste han med det samme, at når der var opkastning, var der også hallucinationer. Jeg fik Ketogan i stedet.

Jeg spiste på hotellet. Jeg tog en halv Ketogan og 2 brusetabletter. Det gik med at spise. Jeg var træt og satte mig ud i bilen, hvor jeg blundede lidt. Jeg havde købt en avis, så tiden gik godt. Tænk det er min sidste lange dag. Jeg fik sidste behandling og ilede hjem

Tirsdag den 22 juni Igen tidligt op. Det er snart rutine. Det går næsten på skinner. Jeg har temmelig store smerter. Det er også galt med det bageste af ganen. Jeg synes, det er meget slemt at komme i gang. Jeg må trøste mig med, at der nu kun er 6 gange tilbage. Jeg kom frem klokken 8.05 og var inde klokken 8.15. Jeg var færdig klokken 8.25 og ilede tilbage til Vejle. (tænk kun 5 gange tilbage)

Jeg måtte op i nat. Jeg havde stærke smerter der, hvor jeg synker. Jeg måtte tage en stærk tablet, selvom det ikke huer mig. Jeg blev ikke syg denne gang, og fik da sovet lidt.

Onsdag den 23 juni Tidlig op igen denne Sankt Hans aftens dag. Det kneb med at spise ymer trods brusetabletter. Jeg får kvælningsfornemmelser Jeg skal huske at bede om recept på Ketogan. Jeg stred det igennem, men jeg må indrømme, at nu snerper det til. Jeg har nu kun 4 gange tilbage. Jeg har stadige smerter.

Den gode oplevelse i dag var, at vi har hinanden.

Torsdag den 24 juni Det har været en slem nat. Jeg måtte op og kaste op flere gange. Jeg havde ikke megen energi, men klarede dog at tage et bad. Jeg barberede mig og kørte af sted til Odense. Da jeg sad i venteværelset, fik jeg et hosteanfald og måtte ud og aflevere morgenmaden. Det er træls at skulle have ondt, både når det skal ned, og når det skal op. Min vægt var ikke god. Jeg havde tabt 5 kilo på en uge. Det er for meget. Det er stadig lidt underligt at skulle have skældud, fordi man taber sig. Jeg fortalte pigerne om mine opkastninger, og de besluttede, at jeg skulle tale med en læge efter, at jeg havde været oppe hos "vampyren", som var den unge mand, jeg kendte fra tidligere.

Jeg ventede i 20 minutter. Så kom der en ung smilende læge, som sagde: "Du har det ikke så godt". Han gav hånd og præsenterede sig. Jeg blev vist ind på et kontor, og han lukkede dørene. Jeg sagde: "Lad os nu ikke overdramatisere det. Jeg har haft nogle dumme opkastninger, og det er så det". Vi fik en snak om mit lave niveau m.h.t. opkastninger. Han havde set det i journalen. Vi fik os en god snak, og han gav mig den recept på Ketogan, som jeg havde bestilt. Desuden besluttede han, at jeg skulle have noget mod opkastningerne. Den læge udstrålede et eller andet uforklarligt. Jeg havde lyst til at give ham et knus. Han var bare så varm. Alle i strålebehandlingen virker rare. Det er, som Ruth siger, ufatteligt hvor de henter de menneskelige følelser og ikke bliver kyniske og mekaniske. De ser mange ulykkelige skæbner.

Jeg kørte hjem med et smil på læben trods smerter,

Jeg er stærk modstander af de gifte, man putter i sig, men jeg må erkende, at de er nødvendige. Jeg ved, at min smertetærskel er ret høj. Derfor, når jeg må sige, at nu gør det meget ondt, er det ikke uden grund.

Fredag den 25 juni Det er atter tidlig morgen. Jeg fik et hosteanfald. Det var ikke rart. Det er som om, der er slim, som vil op. Det er dog kun en tør hoste, der er ledsaget af væske. Min mund er hele tiden fyldt med spyt. Jeg har hovedpine. Det er sikkert giften, som gør det. Jeg ville gerne være foruden Jeg har heldigvis kun 3 behandlinger tilbage. Ikke kun det. Det er sidste gang, jeg skal køre alene. I næste uge har Ruth ferie, og hun tager med til Odense de sidste to gange.

Godt vi har hinanden. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have stillet op som enlig.

Tænk om 2½ time er der kun 2 behandlinger tilbage.

Jeg skal indrømme, at det bestemt ikke er rart længere. Jeg spændt på hvor længe, jeg skal have så ondt i halsen. Det er en stor overvindelse at sluge en tablet.

Lørdag den 26 juni Det var en ubehagelig opvågnen i dag. Jeg kan næsten ikke synke mit eget spyt. Det bider voldsomt. Jeg fik lidt ymer ned. Vi var ude og hente børnebørnene kl 10, og de dejlige harmoniske børn er det en glæde og fornøjelse at have på besøg. Det er sådan, at jeg har let til tårer. F.eks. da Clara kom og gav min hånd et klem. Hun kiggede bare på mig. Hun syntes, det var meget synd for mig. Lærke gav mig et klem og sagde: "Du er altså meget rød på halsen" og lidt efter "Gør det ondt". Jeg forklarede, at jeg var lige så rød indvendigt i halsen, og at det gjorde ondt bare at synke.

Jeg fik mig en lille lur. Jeg synes, jeg spilder for meget tid på søvn. Jeg giver Ketogan skylden

Søndag den 27 juni Dagen startede igen tidligt. Jeg havde sovet om eftermiddagen og gik tidligt i seng. Der er store problemer med mad. Her til morgen var jeg på toilettet, og det var, hvad man kalder "en hård fødsel". Jeg har ikke været flittig nok til at tage det afførende. Jeg har det svært, når selv den mindste tablet, skærer som knive. Det betyder nok også en del for maven, at den ikke får normal kost. Vi får vi se, hvad dagen bringer.

Jeg har brug for støtte lige nu. Jeg gentager mig selv, når jeg siger, hvor heldig jeg er, og hvor glad jeg er for den kone.

Det lykkedes at sove lidt mere, men jeg vågnede med stærke smerter i struben. Det bliver åbenbart værre og værre

Mandag den 28 juni Tidlig start mod Odense. Hvor er det dejligt med Ruth ved min side. Det er da også godt for hende at vide, hvad der sker.

Jeg startede på hospitalet med opkastning af morgenmaden. Det er ikke rart. Da jeg havde fået næstsidste behandling, var jeg en lille tur inde hos lægen. Det var ikke ham, jeg allerbedst kan lide. Jeg fik en recept på noget mod opkast. Jeg gider ikke alle de medikamenter. Men en trøst er der da: Jeg mangler nu kun 1 behandling. Men som det er en selvfølge, skulle jeg dukkes lidt. Lægen sagde, at jeg måtte forvente, at det blev værre og værre den næste uge. Det lyder ikke rart.

Tænk 1 gang tilbage.

Tirsdag den 29 juni Sidste dag mod Odense for strålebehandling. Jeg syntes, jeg har det meget godt. Jeg har det stadig svært med Ketogan, så jeg tager Panodil brusetabletter. Jeg følte det så godt, at jeg ikke syntes, jeg behøvede at tage tabletter mod opkast. Det er faktisk kun slim fra luftrøret, som vil op. Det er meget pinefuldt og ulækkert.

Vi havde købt chokolade til "Pigerne". Vi fik et lille grin og et klem med ønsket om god bedring. Ruth kom med bemærkningen, om jeg havde husket at lyne op. Jeg brugte den klassiske med død fugl som ikke falder af reden. Sygeplejersken huggede til med det samme og sagde: "Se at få lukket, vi gider ikke at se alle de lig" Heldigvis har de piger et godt humør og den spidse tunge, når det er tiden.

Jeg havde skrevet et par ord til pigerne.

28 juni 1999

Hej Accelerister i 5

Sig bare det ikke er almindeligt, men jeg vil ikke være almindelig.

Jeg som må finde mig i skideballer for at tabe mig.

Jeg som I skaffer en fobi

Jeg som må "piske" til Odense før en hvis mand får sko på.

Jeg som får det værre og værre for hver gang jeg besøger jer.

Jeg som må finde mig i Jeres "drillerier"

Jeg som I får til at grine selvom det gør ondt i halsen

Ja listen kunne blive næsten uendelig.

Jeg vil på denne måde gerne sige tak fordi I er, som I er. Professionelle når det er tiden og med på en kvik bemærkning når det er tiden. Det er lidt underligt, men jeg ønsker ikke at stifte bekendtskab med jer igen, og alligevel ved jeg ,, at jeg vil savne jer.

I en måned var I det, min tilværelse drejede sig om.

Hold fast i det gode humør. Det varmer, men med det meget dårlige I ser, skal I huske altid at værne om hinanden. I er en udsat gruppe. når talen er om udbrændthed.

Mange kærlige hilsener og tanker. Også en stor hilsen fra mit "bagland"

Vi brugte nogle timer i Odense. Halsen sagde hjem.

Jeg måtte tilbringe resten af dagen i sengen. Jeg kastede nok op 25 – 30 gange.

Onsdag den 30 Juni 1999. I dag synes jeg det går bedre. Jeg har sovet rimeligt i nat. Jeg måtte op og tage en halv Ketogan en gang, men jeg tror, jeg sov det meste af 8 timer og sammenlagt med 3 – 4 timer i går, er det meget. Jeg taber mig stadig. Jeg synes på en eller anden måde, det er fint, selvom jeg godt ved, at jeg ikke må. Når man ikke får ordentligt mad, er det ikke så underligt.

Da jeg havde sundet mig lidt, klarede vi da et par ærinder mere. Det er den bedste dag i lang tid.

Et forsøg på at vise hvor unik den nye lejlighed er. Hele stuen har sådan et loft

Torsdag den 1 juli Det kneb med at falde i søvn, men alt i alt har det været en rimelig nat. Ind i mellem har jeg nogle ret voldsomme smerter. Jeg prøver at lade være med at jamre mig, men det er somme tider svært. Det er som knive, der skærer mig i halsen.

Jeg måtte lægge mig to gange i eftermiddag. Jeg synes mine kræfter er helt væk nu. Jeg måtte have et klyster i dag. Min mave er gået helt i stå. Det bliver ikke til meget med mig. Jeg håber på snarlig bedring. Jeg synes helt at have glemt, hvordan en god bøf og rødvin smager.

Fredag den 2 juli (bryllupsdag) Igen tidligt oppe. Jeg måtte op for at ofre. Det er ret ubehageligt efterhånden. Der kom blod med, men det er fra en rift nede i halsen, så det er helt sikkert ikke noget farligt, men det er ubehageligt, meget ubehageligt. Jeg sad et stykke tid og tudede, og det var bestemt ikke, fordi jeg var ked af det. Jeg tog en Ketogan og sov et par timer igen.

Det er anstrengende ikke at kunne tåle noget mad. Det gør så ondt, at det faktisk er umuligt. Selvfølgelig får jeg noget, men det smager forkert. Jeg prøvede en mundfuld øl i dag. Det var grusomt. Jeg håber da, at jeg igen kan nyde en stille bajer. Der er noget menneskeligt ved en bajer.

Lørdag den 3 juli Det var en dum aften og nat. Det var samme tilstand som i tirsdags. Masser af opkastning med slim. Det stakkels strubehoved er da mere og mere hudløst. Det gør rigtigt ondt. Det svulmer op, og min stemme bliver ringere og ringere. De sagde, at de næste 10 – 14 dage blev slemme. Jeg håber ikke, det bliver stort værre. Jeg synes ikke jeg er pivet, men i går svigtede jeg Ruth. Det var vores bryllupsdag. Jeg må gøre det godt, når jeg er kampklar igen.

Det er ikke spændende, når man føler, at der kun er 5 minutter imellem opkastningerne. Det går alligevel. Der er evindelige smerter. Jeg mærker somme tider, at jeg er irritabel

Søndag den 4 juli Efter en tålelig nat er smerterne i halsen endnu mere koncentreret end tidligere. Det er som om, det er koncentreret om et bestemt punkt. Der er igen den følelse af, at mit adamsæble er på vej op. Det er jo ikke tilfældet, men det gør forbistret ondt.

Det giver de opkastningsanfald. Det er meget ubehageligt.

Det er synd for Ruth, at hendes ferie bare går med at se på mig. Jeg tør ikke vove mig ud. Jeg aner ikke hvornår opkastningsanfaldene kommer.

Mandag den 5 juli Jeg håber det snart bliver muligt at være væk fra "basen" mere end 2 timer. Klokken er nu snart 6, og jeg kan mærke, at pillerne begynder at virke Dagen forløb med, at jeg havde ondt af mig selv. Det er som om, jeg er ved at miste gejsten. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan holde noget mad i mig.

Tirsdag den 6 juli I dag skal vi bestille briller til mig.

Ruth blev ked af det om aftenen. Hun græd og var nok vred på mig, fordi jeg ikke spiste og drak. Det er ikke let, når man væmmes ved det.

Onsdag den 7 juli Jeg har stærke smerter i hele struben. Det er ikke let at tænke på mad i den situation. Jeg er slap og uoplagt. Det er naturligt. Med så lidt mad.

Jeg synes snart ikke, jeg orker at skrive mere. Selvfølgelig ville jeg gerne spise, men når det gør ondt og smager forkert, er det vanskeligt. Jeg håber, der er hjælp og opmuntring at få i Odense på mandag. Jeg spiste lidt laks. Det smagte himmelsk, men det hævnede sig Jeg vågnede med svære smerter i halsen. Jeg måtte op et stykke tid.

Torsdag den 8 juli Sikken en nat. Jeg måtte hoste, og det kostede en ekstra pille.

Det gør meget ondt endnu, men jeg fik da lidt koldt i halsen til morgen. Min koncentrationsevne er meget dårlig og energien er nær nul. Selv min PC keder mig.

Ruth er meget vred på mig i dag. Hun siger, jeg er ved at dø, fordi jeg er gået ned psykisk. Jeg synes, det er grove ord, og hun er så vred, at jeg ikke begriber et levende suk. Jeg har ondt i halsen - meget ondt. Jeg tager piller for det, og det må jeg tilsyneladende ikke. Jeg forstår ingenting. Jeg sidder og tuder lige nu. Ruth sidder nok og tuder et andet sted. Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg kan ikke leve med, at Ruth håner mig på den måde. Jeg er måske urimelig, men der var to sider af min sygdom. Den jeg viser andre, og den jeg troede, jeg kunne vise hjemme.

Nu må jeg erkende, at der er tre sider. Den sidste er den, som kun jeg må kende. Det er meget uventet.

Fredag den 9 juli Oppe lidt senere end sædvanligt. Jeg har sovet rimeligt i nat, og jeg må så se, om jeg kan gemme den tredje del af sygdommen.

Lørdag den 10 Juli Igen overmodig. Jeg trak det med piller lidt for længe. Dumt. Jeg er ikke noget værd i dag, ikke engang skrive kan jeg.

Søndag den 11 juli Atter en dum dag. Ruth mener, jeg er narkoman, og synes at 3 – 4 ketogan om dagen er helt vildt.

Godt vi skal tale med en læge i morgen

Mandag den 12 juli Af sted til Odense. Samtalen med lægen var hurtigt overstået. Heldigvis var det ikke den "Dumme Læge" men den læge, som har forsøget. Han er meget venlig. Forløbet er helt normalt.

Tirsdag den 13 juli Jeg er lidt nede. Jeg orker ikke engang at sidde og skrive. Mit syn flimrer, og der er ligesom ikke nogen hjemme.

De havde sagt, at det hele nok blev værre de næste uger, men dette er noget "smør".

Onsdag den 14 juli Jeg har det rigtigt dumt. Søvnen om natten er kun ubetydelig, og jeg finder ikke hvile nogen steder. Jeg er nok ikke nem at omgås i disse dage.

Torsdag den 15 juli Vi har besluttet at tage imod en invitation til at tage i sommerhus. Ruth fandt en gammel sovepille, og jeg tager den halve i aften. Den hjælper nok.

Fredag den 16 juli En god nats søvn gjorde underværker. Vi kører til Vesterhavet til aften. Jeg håber alt er vel.

Lørdag den 17 juli En vidunderlig dag med lise for sjæl og legeme.

Vi var på auktion, og jeg købte 4 store tunger (herlige fisk), som vi fileterede og stegte. Det var godt med nye kartofler til. Jeg spiste lidt.

Det er som om dette ophold har vendt kurven. Nu føler jeg at den går opad

Frisk luft gør underværker, men jeg overvurderede mine kræfter med hensyn til en gåtur. Den blev lidt for lang.

Søndag den 18 juli Igen besøg i diverse forretninger, og vi havde en dejlig dag.

Et mystisk billede taget ved Vesterhavshytten, det så sådan ud, da det blev fremkaldt

Turen hjem gik smertefrit. Da vi kom hjem, var der brev om at mine briller var klar. Dejligt. Det var nu ikke den eneste overraskelse.

Der var brev fra min pensionskasse, som havde bevilliget en ekstra måneds pension i december. Herligt.

Mandag den 19 juli Ned og hente briller. Det er som om synet på venstre øje er forvrænget. Jeg var nede og forny mit kørekort med lægeattest o.s.v.

Det hele forløber bedre dag for dag, synes jeg, selvom jeg er træt. Humøret er nu også på vej opad Jeg fortalte Ruth om pillerne og tog en halv til natten.

Tirsdag den 20 juli Jeg hørte næsten ikke Ruth til morgen. Jeg sov til næsten ti og er slap i koderne.

Jeg havde regnet med at skulle i Gulkrog, men det får være. Ruth er hjemme klokken 13.30 og skal ikke finde et tomt hus.

Onsdag den 21 juli. Atter en god nats søvn. Det er som om modet rigtig er på vej tilbage. Desværre har jeg synsforstyrrelser på det ene øje. Jeg troede, det kom fra brillerne, men forstyrrelserne er der også, når jeg ikke har briller på. Jeg må høre optikeren.

Torsdag den 22 juli Tidligt oppe. Jeg tog ingen sovepille, og jeg var nok lidt overmodig med hensyn til spisning. Det værker voldsomt i halsen, og jeg føler rastløshed i alle lemmer og i brystet. Klokken er fem, og jeg har ingen tro på, at jeg kan sove mere. Heldigvis er jeg da i stand til at skrive igen

Fredag den 23 juli I nat sov jeg godt, og jeg mærker kræfterne vende tilbage. Jeg tog igen i dag på Gulkrog. Det var meningen, at jeg skulle lave lidt til mig selv. Der var brug for min assistance til så meget, at det desværre ikke blev muligt. Vi hyggede os da med det, og havde det rart. De var meget glade for at se mig.

Jeg nød et halvt glas rødvin til maden Ah! Godt at være ovenpå igen.

Lørdag den 24 juli Vi var ude til fødselsdag. Det var meget hyggeligt, og jeg klarede da det meste både med mad og drikke, og selvom vi måtte hjem klokke halv elleve, gik det da fint.

Søndag den 25 juli Vi smurte en madpakke og tog en tur ud i det blå. En meget dejlig tur til ukendte steder i Brandes omegn.

Mandag den 26 juli. Jeg begynder at fungere normalt med det meste. Jeg er nede på 2 - 4 smertestillende piller, selvom der stadig er smerter og ubehag i halsen.

Tirsdag den 27 juli Vi forbereder os på at tage til Kerteminde. Vi regner med at køre torsdag og børnebørnene kommer torsdag morgen Ruth er nok noget betænkelig ved turen, men mon ikke det bliver fint.

Onsdag den 28 juli Det er sommer i Danmark. Det er stadig bedre med halsen, men jeg er betænkelig ved det nedsatte syn på venstre øje. Det er utroligt, at det kom så hurtigt. Hvad mon det kan være.

til top

Mellemspil og det glade budskab: "Kræften er væk"

Torsdag den 29 juli Vi er klar til at køre til Kerteminde. Børnene er kommet, og vi starter snart Vi fandt et godt sted på campingpladsen, og der er også plads til et telt mere om fredagen. Vi spiste i cafeteriet om aftenen. Det var udmærket. Børnene var en tur i vandet, og de nød det.

Fredag den 30 juli Vi var en tur i Kerteminde og fandt et sted at spise. Det er ellers den helt store dag for restauranterne.

Lørdag den 31 juli Så kom dagen hvor jeg blev 70. Herlig stemning og flotte gaver.

Fødselsdag med pakke - op

Vi spiste en god middag på havnen. Min hals protesterer stadig, når der skal noget ned, men det er bestemt til at leve med.

Søndag den 1 august Atter en vidunderlig morgen. Danmark er dejlig, når solen skinner, og man kan høre havet i det fjerne. Vi tilbragte en dejlig dag sammen

Mandag den 2 august Vi stod igen op til en smuk morgen. Vi pakkede sammen og kørte hjem, og vi syntes, vi havde haft det dejligt. Vi var også glade for at komme hjem til vores eget. Vi bor dejligt.

Tirsdag den 3 august Vi havde en hyggedag hjemme. Teltet var ikke helt tørt, så det måtte til tørring, inden vi kunne pakke det ned. Det går stadig godt fremad med helbredet. Jeg synes, jeg kan mærke kræfterne blive større for hver dag.

Onsdag den 4 august Vi blev vækket af telefonen. Det var vennerne som havde prøvet at fange os de andre dage, men nu lykkedes det. Kom og hilste på med en gave. Vi havde et par fornøjelige timer.

En af Jacobs orkideer sagde også til lykke derhjemme

Torsdag den 5 august Det er som om varmen ikke vil få ende. Ruth er plaget af den især om natten. Hun sveder meget.

Jeg var hos optikeren. Han sendte mig til øjenlæge. Ruth skaffede en til allerede om fredagen

Fredag den 6 august Jeg var så hos øjenlægen, som sagde, at jeg havde begyndende forkalkning på det ene øje og begyndende stær på begge. Det med at fejlen var akut var umuligt, sagde han. Jeg snakker med lægen i Odense, for jeg tror ikke rigtigt på ham. Optikeren sagde, at der var sket et eller andet, da det var akut.

Lørdag den 7 august Det er ikke meget, jeg skriver om min kræft nu, så jeg regner med kun at skrive noget, når der er noget nyt. Det går stadig godt fremover, og jeg regner med at lægerne siger, jeg er rask De kan jo nok ikke sige det foreløbigt, men min stemme er da bedre nu.

Tirsdag den 10 august Jeg synes mine tanker igen flyder i en blid strøm. Det er meget dejligt. Min hals er stadig bedre, og jeg håber og tror, at alt er OK.

Onsdag 11 august I dag er dagen med solformørkelse. Hos os er det kun ca. 80%, men det kan da være spændende nok endda. Jeg har stadig en del smerter, når jeg skal synke, men det er til at leve med.

Tirsdag den 17 august Jeg synes stadig halsen protesterer. Det er som om den stadige slimdannelse irriterer stemmelæberne, og det kan godt være, at det er dét, at der er mere lyd på, som gør, at stemmebåndene er mere irriterede. Det gør kun lidt ondt, når jeg hoster, og når jeg synker. Det virker næsten som en begyndende halsbetændelse. Der er ikke så længe til, jeg skal til Odense, så vi må vente og se.

Fredag den 20 august Ruth var ikke glad her til morgen. Det er sidste arbejdsdag. Det er vemodigt, men jeg er sikker på, at vi nok skal få en masse godt ud af de næste år. Jeg ved, det er svært at sige farvel. Det er der alt for meget af her i livet.

Lørdag den 21 august Dejlig dag i Kalundborg. og en dejlig fest om aftenen.

Mandag den 23 august Vi læssede bilen, så vi var klar til at køre til Tønder.

Tirsdag den 24 august Vi startede om formiddagen, og så Tønder uden det store opbud af mennesker, som der er under festivalen. Det var stille og fredeligt

Torsdag den 26 august Så kom dagen, hvor jeg skulle til kontrol i Odense. Jeg var lidt beklemt ved situationen. Jeg synes ikke, de er dygtige til at se i halsen.

Lægen kiggede grundigt, og kom så med det glade budskab: "Kræftknuden er væk". Det var som om alt ubehaget forsvandt, og alle de dumme timer var for intet at regne. Nu skal jeg til kontrol igen i December. Herligt. Jeg spurgte hvordan han kunne være så sikker uden vævsprøve. Svaret var: "Jeg kender kræft, når jeg ser den".

Fredag den 27 august Vi havde en herlig slentredag i Tønder og fik hilst på en lang række venner. Man møder mange.

Lørdag den 28 august Jeg var oppe og hente morgenbrød, og det var så min omgang, i anledning af at jeg var blevet 70. Vi havde det vidunderligt, med et strålende solskin. Det hele var bare så dejligt. Vi fik tid til at se os om uden stress, da vi ikke skulle til koncert før søndag aften. Det er meget afslappende.

Rigtig "Tønder - stemning"

Søndag den 29 august Atter en dejlig dag med sol masser af musik og opløb af venner. Der bliver drukket mange bajere og meget Gammel Dansk og Bailey på sådan en festival. Afskedskoncerten var noget særligt, da det var 25 års jubilæum. Vi fik champagne klokken 24, og alle fik et glas som minde. Det var da spændende, men selve koncerten var lidt skuffende.

Mandag den 30 august Ruths fødselsdag. Vi ventede med at pakke til teltet var tørt, og havde et par gode timer, hvor vi kunne glæde os over, at Tønder er noget specielt. Efter 30000 mennesker var hele pladsen pæn og ren; der var intet papir eller plastik, som flød. Det er stadig et voksent publikum. Dejligt.

Tønderfestival – afslutnings morgen bord

Vel hjemme igen i Vejle hvor vi holdt en stille fødselsdag for Ruth

En meget fornem buket fra Kim til Ruths fødselsdag

Tirsdag den 31 Vi arrangerede en lille afskedsfest for Ruth nede i Havnely. Jeg er sikker på, at de vil savne en meget stabil arbejdskraft.

Hermed vil jeg slutte denne lille dagbog og glæde mig over, at kræften er væk

Det var ellers en slem forskrækkelse.

Vores udsigt med en smuk aftenhimmel, som varsler efterår.

Hvad betyder et gråt efterår, når man har glæde i sindet ??

________________________"_______________________

til top

Nye undersøgelser - nye beslutninger

Torsdag den 2 december Mod forventning må jeg starte denne dagbog igen.

Vi har lige været i Odense, og overlægen var ikke så skråsikker som sidste gang. Han tilkaldte professoren, som besluttede, at jeg skal indlægges til undersøgelse et par dage. De regnede med, at det blev inden jul. De trøstede med, at der nok ikke var noget, men de ville være sikre. Det lyder meget godt, men det sår alligevel et korn af tvivl, selvom jeg havde regnet med en indlæggelse sidste gang, jeg var til undersøgelse. Det virkede underligt, at overlægen var så skråsikker i sin vurdering sidste gang. Jeg spurgte derfor en ekstra gang, og han gentog: Kræften er væk.

Nu må vi igen håbe.

Fredag Lørdag Søndag 3 - 5 december. En rolig week end. Tankerne kværner.

Mandag den 6 december Så er det hverdag. Det er underligt, men det, at jeg havde det så fremragende, blev smadret i torsdags. Jeg er rastløs og må nu vente på en besked fra Odense. Skal det være inden jul, er det nødvendigt, at det sker snart? Der var et dejligt brev fra JA. Som skrev, at det var godt, at det blev set ordentligt efter og ønskede mig alt godt med en glædelig jul og en godt nytår / årtusinde. Jeg er meget glad for den kontakt.

Jeg skal arrangere en julefrokost på torsdag, og det skulle nødigt kollidere.

Onsdag den 8 december Jeg stod tidligt op, og da jeg hørte posten var jeg nede og hente den. Der var (som ventet) brev. Jeg skal møde tirsdag den 14 december klokken 9.30.

Jeg skal indrømme, at jeg er noget beklemt ved sagen. Denne gang er jeg bestemt ikke rolig. Jeg håber alt bliver til det bedste.

Nissepigen varsler, at julen er nær.

Lørdag den 11 december Tankerne flyver, og jeg er på flere måder i Odense. Jeg spekulerer på, hvad de nu finder på. Det kan ikke undgås, at min tillid til dem lige nu, kan ligge på et meget lille sted. Jeg forstår stadig ikke, at en overlæge kan sige, at kræften er væk uden at tage vævsprøver. Havde han sidste gang sagt, at det hele så helt normalt ud, men at jeg næste gang måtte forvente, at der skulle tages vævsprøver, havde sagen været en anden. Så kunne han have sagt, at det evt. ikke var nødvendigt og at vi ventede til næste gang. Nu skete der det, at jeg er usikker. Jeg håber det bedste, men jeg er øm i halsen og i nakken. Det behøver ikke at hænge sammen, men der er sået usikkerhed, og det er ikke rart. Falck er bestilt til at køre os.

Mandag den 13 december Vi pakkede det, jeg skulle have med til Odense, inden vi begav os til foredrag om aftenen.

Tirsdag den 14 december Vi nåede afdeling F2 med 5 minutters forsinkelse. Dagen gik med at vente Vi blev vist rundt i afdelingen. Og vi havde en god samtale med en sygeplejerske og en sygeplejestuderende. Dejligt at Ruth var med.

Vi fik begge serveret frokost, og efter lang ventetid blev vi sendt ned for at tale med en læge. Det var en sød og smilende pige. Vi følte os godt tilpas med det samme. Det var hende, som skulle have mig under behandling sammen med en anden kvindelig læge. Vi fik en god samtale om hele forløbet og de eventuelle konsekvenser af, at der var kræft. Hun syntes nu ikke, der var noget særligt graverende at se.

Muligheden for en operation blev drøftet. Jeg håber ikke det bliver nødvendigt, men hun sagde, at i yderste konsekvens måtte struben fjernes. Vi krydser alle fingre for, at det ikke er slemt.

Onsdag den 15 december Jeg fik ikke sovet meget i nat. Min sidekammerat var lige blevet opereret og havde en meget dårlig nat. Jeg måtte jo ikke få mad, men jeg fik 2 afslapningspiller. Det betød ,, at jeg sov det meste af dagen. Jeg blev først kørt til eftersyn klokken 13.58. Jeg var tilbage i afdelingen klokken 16. Godt flad og jeg ringede til Ruth, da jeg kom op til overfladen.

Nede i operationsstuen var de godt briefet om mig, og det endte med, at vi fik et godt grin. Selve seancen var helt problemfri,

Torsdag den 16 december En god og afslappet samtale med lægen. Undersøgelserne af lunger og blod var normale. Vi skulle til Odense for at få svar den 23 december, (lidt dumt). Vi forventer en god julegave.

Ruths engletræ på plads

Køkkenvinduet pyntet

Søndag den 19 december 1999. Der er en hval i havnebassinet ?? Vi begav os ud og ganske rigtigt, der var en stor vågehval, som boltrede sig.

Vågehvalen i inderhavnen

Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg synes, jeg træffer søde mennesker overalt. Mon det er mig, som er ændret ? På en eller anden måde føler jeg mig glad og godt tilpas. Jeg håber, det er gode tegn. Skulle det modsatte være tilfældet, så kan jeg da glæde mig over den positivitet, jeg møder overalt. Selv en af Ruths tidligere kolleger gav mig et stort knus nede i Føtex og ønskede mig alt godt.

Onsdag den 22 december Det hele er uvirkeligt. Vi går og frygter det værste og håber det bedste

Jeg måtte op i nat for at tage en halv sovepille. Tankerne farer rundt. Jeg var så sikker på, at alt var vel men nej. Jeg er privilegeret. Jeg har min dejlige kone.

Torsdag den 23 december Så er det dagen, hvor det går mod Odense. Det er en underlig fornemmelse, at der er nogle mennesker, som kender sandheden om min hals, og jeg selv er uvidende. Jeg må vente og se Vi sad og ventede en time på lægen. Vi kom ind og så kom dommen. Der var stadig kræft i struben. Det varede lidt, inden jeg egentlig forstod den fulde konsekvens af ordene. Lægen forklarede, at der var to muligheder. Var det ikke slemt, kunne de nøjes med at fjerne en del af struben, og jeg skulle have sølvrør i struben 6 uger og leve af sondemad i 8 - 10 dage.

Var det derimod den store omgang, ville de fjerne hele struben, og jeg skulle have sølvrøret, eller et hul i halsen så længe jeg levede. Det ikke at kunne tale, står for mig som noget uhyggeligt. Jeg ved godt, at man kan lære at tale forståeligt. Men alligevel.

Nu håber vi på den lille.

På spørgsmålet om hvornår indgrebet skulle foretages, var svaret den 28 eller 30 december i år !!!! Jeg sagde, at vi skulle til guldbryllup den 27, så vi måtte vælge den 30 med indlæggelse den 29. Der bliver altså ingen Y2K at fejre for mit vedkommende. Det havde jeg ellers glædet mig meget til. Det næste skifte oplever jeg ikke.

Vi blev alle tre kede af den besked, men den kvindelige læge gav sig god tid til at undersøge mig og tale med os. Jeg føler, at jeg fik en god og saglig behandling.

Jeg kunne påregne, at der kom en strube opereret og talte med mig, når jeg var indlagt.

Fredag den 24 december Juleaften. Det var en meget vellykket juleaften, og vi mener bestemt, at det også var godt for børnene. Det var heller ikke meningen, at det skulle være et problem for dem, at Farfar var syg.

Jeg tænker over, at det er sidste jul, som et "helt menneske". En underlig tanke.

Det smukke juletræ hos "Vardevej"

Lørdag den 25 december Vi havde huset fuldt. "Juleholdet" + +. Det var som sædvanligt Det var en dejlig dag. Traditionen med den frokost håber jeg vil leve i mange år.

Søndag den 26 december Vi havde en god tur til Sjælland. Vi glæder os til guldbrylluppet i Holbæk.

Mandag den 27 december Jeg vil ikke påstå, at jeg sov godt. Der er så mange ting, som kværner rundt i mit hoved. Jeg er lidt flad her til morgen. Det var en dejlig fest, og jeg håber at alle var enig med os i det. Der var mange, som havde hørt om min sygdom, og som forsøgte at trøste

Tirsdag den 28 december Jeg sov ikke meget i nat. Der var alt for mange tunge tanker

Jeg fik pludselig den følelse af, at det nu var sidste gang, jeg kunne tale til én i en forretning. Det er helt overvældende. Nu håber jeg, at jeg kan vende tilbage til dagbogen efter operationen. Det er underligt. Det kører rundt i hovedet, og helt ubevist tæller jeg timer. Jeg har det ikke godt, og jeg føler det nærmest, som om jeg skal til skafottet. Nu har jeg kun 1½ døgn, hvor jeg kan tale. Det er muligt, at jeg aldrig skal tale igen. Vagn ringede og trøstede mig. Han var rørt og sagde, at det gjorde dem ekstra ondt, da de elskede mig. Det er godt med venner. Børnebørnene kommer og siger farvel til Farfar

Ja et godt bagland kan ikke vurderes højt nok. Jeg er meget ked af, at det går ud over Ruth, men ud ad til er hun utrolig stærk. Jeg håber og tror, at det holder. Man glemmer ofte at være taknemlig.

til top

Operation (partiel laryngectomi)

Onsdag den 29 december 1999 Af sted til Odense efter at jeg havde gjort mig i stand. Junior kørte. Det er noget lettere end at skulle gå og vente på transport. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er beklemt.

Vi gik til F2 og fik kaffe. Vi blev modtaget af "min" sygeplejerske. Det var dejligt. Vi fik en god samtale. Derefter var vi nede og tale med lægen. Det var en ung læge, som gav sig megen tid, og som forklarede meget grundig, hvad der skulle ske. Der blev ikke lagt skjul på, at jeg måske skulle have hele struben fjernet. Det var en skræmmende tanke. Jeg fik også at vide, at der var gode odds for, at det "kun" var en del, som skulle fjernes. Jeg fik også at vide, at det var en af verdens bedste kirurger, som skulle føre kniven. Det var betryggende. Jeg får enestue. Hvilken luksus.

Jeg blev igen modtaget af "min" sygeplejerske. De piger er da utrolig søde.

Jeg aner ikke, hvordan jeg kommer igennem natten. Jeg spekulerer naturligvis på, hvad der skal ske. De har lovet, at jeg nok skal få noget at sove på til natten.

Der er jo ikke noget i vejen med mig nu. Dagen gik ellers med diverse prøver. Narkoseoverlægen kom og snakkede om i morgen. En høj krøllet flot fyr med masser af glimt i øjnene. Han udstråler tryghed. Det gør Odense meget ud af.

Der kom en konsulent fra de strubeløse og talte med os. (Det var en dejlig livsbekræftende mand, som havde et flot sprog selv uden strube. Det er dejligt at vide, at livet ikke behøver at stoppe, selvom det er den store operation.) Vi meldte os ind i foreningen af strubeløse Konsulenten sagde, at han ville komme med en gave til os, når operationen var overstået Det sidste han sagde var, at selvom det var en stor og ubehagelig omgang, ville jeg også klare det. Det er ingen dødsdom, og du er snart ovenpå igen.

Jeg tænker på Ruth, som nu er alene med det hele. Jeg elsker den pige. Jeg har meget at glæde mig over, selvom det er svært at finde lige nu.

Jeg har fået at vide, at det er professoren selv, som opererer. Alle siger han er dygtig. Jeg har netop brug for en god håndværker i morgen. Alt andet er netop nu ligegyldigt. Jeg ringede hjem. Der var brev fra "aktivisterne" og fra "min" overlæge. Tænk at han svarede så hurtigt. Der er mange, som sender deres tanker mod Odense, og jeg er sikker på, at alle disse gode tanker vil følge mig og hjælpe mig. Hvis tanker alene kunne gøre det, lå jeg ikke her og operation var unødvendig.

Jeg håber, jeg orker at ringe til Ruth i morgen tidlig. Jeg føler, hun har det rigtig skidt i aften. Jeg synes, jeg svigter.

Hun ville gerne være blevet hos mig, men jeg tror, det er godt, at hun kom hjem. Der er brug for megen energi i morgen. Jeg regner med, at jeg snart skal i seng. Jeg er lige ved at tude.

Torsdag den 30 december Det er en underlig uvirkelig dag. Jeg er bange, selvom jeg ved, jeg er i de bedste hænder.

Jeg ringede til Ruth. Det er synd, hun skal være alene hjemme.

Natsygeplejersken var inde på ekstra vagt. Hun sagde, at jeg havde sovet godt, da hun "besøgte" mig. Jeg havde ikke hørt hende, så det passer sikkert. Jeg blev beordret i seng. Hun sagde, at vi ikke kunne have mig liggende og flyde, så de skulle hjælpe mig i seng, når pillerne var begyndt at virke. Jeg sagde tak for et sødt, men lidt træt morgensmil. Jeg er spændt på, hvem der skal passe mig næste nat og nytårsnat. De er nu så rare allesammen, så det skal nok gå. Jeg må indrømme at mit problem lige nu er, hvor meget de fjerner af struben.

Jeg regner med det hele. Det vil sige, at jeg skal leve med et hul i halsen resten af mine dage. Der bliver meget at lære. Jeg håber og tror, de hjælper mig i Fredericia. Det må være muligt at lære at tale selvom, man er mellem 70 og muld. Nu slipper de forskellige da for mine dårlige vittigheder. Der er noget, som kan tæmme folk.

Jeg kan mærke, at Ruth har det slemt lige nu Det er næsten det værste; mine tanker er hos hende lige nu. Jeg synes, jeg kan mærke hendes kys på min pande. Jeg glæder mig til at føle det igen. Nu vil jeg hvile mig lidt og tro, at alt går vel

Det er ved at være sidste udkald. Jeg skriver ikke mere i dag. I som eventuelt læser dette: Hav det godt. Jeg håber, I må leve vel. Det gælder også alle mine "tjenere". Der kom forresten en og fjernede den sparsomme hårvækst på mit bryst.

Der er mange, som føler med mig, og som er bekymrede. Mere når jeg orker.

En stor og kærlig hilsen til min dejlige kone, børn, svigerbørn, børnebørn og alle vennerne. Jeg glæder mig til at se jer igen.

Tak for en god oplevelse onsdag morgen, og tak for en dejlig jul og et dejligt guldbryllup.

Nu bliver jeg døsig. Så hav det godt allesammen. Vi skal nok stride det igennem . Jeg tænker på dem, som ikke har et bagland. Jeg elsker mit. Tak allesammen.

Jeg håber ikke, jeg skal trække alt for meget på jer i tiden, som kommer, selvom jeg ved, I vil stille op, hvis det er nødvendigt. Jeg elsker jer.

----------------------------

Dette afsnit er skrevet lidt senere, så det er mere efter hukommelsen, som jo var sløvet af medicin. Delvis efter mine notater

Den sidste jeg så, inden jeg sov var narkoseoverlægen, let genkendelig på de dejlige øjne. Jeg ved, han har humor, et dejligt smil, og jeg tror et stort hjerte. Sygeplejerskerne havde læst et resume af min journal, så de var velorienterede om lidt af min baggrund. Det var dejligt.

Jeg vågnede af bedøvelsen uden at vide, hvordan det var gået. De sagde, at jeg med fagter spurgte, om det var det halve eller det hele. Det var Ruth, som forstod hvad jeg mente. (Ruth og Kim var der, da jeg vågnede). Sygeplejersken kiggede i journalen, og gav den dejlige besked. Det var en stor lettelse, at få at vide, at det var det halve. Jeg ved om medpatienter, som ikke var så heldige. Overlægen sagde, at han kun havde gode nyheder. Jeg var nok for omtåget til at forstå rækkevidden af min dom, men tak for det

Jeg føler, jeg fik megen opmærksomhed i afdelingen efter operationen.

Jeg ved, jeg havde en dårlig nat . Jeg måtte have hjælp til at tisse. Tænk en gang; men det lettede. Det var min "natplejemor", som arrangerede alt med læge, EKG., blodprøver, aftapning og det hele. Jeg tror, jeg var en rigtig tidsrøver.

Fredag den 31 december 1999 Det var så den dag, som skulle fejres.

Drengene var her sammen med Ruth. Jeg var ikke særlig festlig. Der kom sygeplejersker for at håndtere skravlet hele tiden.

Jeg var meget taknemlig for, at drengene tog sig af deres mor. Der var en flaske og nogen balloner, som var oppustede fra vennerne. Det var sødt af dem, at de også syntes, jeg skulle have lidt fest.

Op til overfladen - Der var Ruth

Vennernes festligheder En stor tak.

Der kom også en flot buket. Jeg fik en PC installeret.

Det er så nytår. De pusler og plejer mig. Det er en underlig tanke, at jeg bare skal ligge her. Jeg skal nu ikke klage. Jeg er omgivet af en masse søde piger alle i hvidt. (Det er som blommen i et æg. Blandt lutter hvide.)

Jeg fik ikke noget ud af aftenen. Jeg måtte igen have læge for tisse. Nu har jeg prøvet det to gange, og det er da ikke rart, men at det skulle være særlig smertefuldt, kan jeg ikke følge. Om natten fik jeg igen hjerteflimmer. Det er noget underligt noget, men EKG er normalt, når de prøver det. Det skal blive spændende at se, om "medicinmændene" finder ud af noget.

Min "natplejemor" er fantastisk. Jeg er ked af, at jeg spolerede deres aften, men jeg havde det skidt. Lægen blev et stykke tid og "talte" med mig. Jeg fik massage på de ømme skuldre. Vidunderligt.

Lørdag den 1 januar 2000 Det er så et nyt årtusinde. De pusler og plejer mig. Jeg kan se de øjne, som kiggede intenst på mig, mens der blev skiftet forbinding på min hals. Jeg har ingen anelse om, hvordan det ser ud. Kluden blev opblødt med olier, og løsnet med en pincet. De øjne glemmer jeg aldrig.

Ruth og jeg havde nogle vidunderlige timer, inden drengene kom og hentede Mor. Alle havde haft en dejlig nytårsaften. Godt at vide, at det kun er mig, som er "skravlet"

Søndag den 2 januar Der var kun små problemer med årtusindskiftet. Der havde været megen "panik", om alle de problemer, som kunne opstå. Der var blevet en hel industri omkring Y2K problemet. Der er nogen, som har brugt /tjent formuer

Der er stuegang og mit hjerte hamrer fortsat. Nu følte lægen det selv, så det er et fremskridt. Det er altså ikke kun hysteri.

Nu er det dagsygeplejerskerne, som er her. Der er en som hjalp mig med at blive vasket. Hun sagde: "Der er nogen, som siger, jeg er skrap og kontant, men sådan er jeg nu engang." Tonen passer mig udmærket, (selvom hun overdriver). Jeg får en gang "røg". Jeg tager til "genmæle", når jeg får fat i en blok. Det er herligt med modspil. Jeg fik at vide, at jeg skulle have plastkanylen skiftet til en sølvkanyle i dag. Jeg er lidt nervøs for, hvad det nu er for noget. Det var en simpel operation som tog 30 sekunder.

Der er forrygende travlt i dag. Jeg er meget taknemlig for, at jeg ikke udsatte operationen til efter nytår

Middagen er der ikke meget ved. Det foregår jo gennem et rør udenom alle smagsløg.

Jeg tror, jeg skriver det mange gange, men hvor er jeg glad for mit velfungerende bagland, og for dette hospital. De virker så kompetente.

Da aftenholdet kom, fik jeg at vide, at sølvrøret kunne proppes, når jeg skulle begynde at spise selv. Det viste jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt det, men ved en tilfældighed kom jeg til at sige Hov. Jeg må ikke tale og vil ikke forsøge Det var ikke meningen, men det er dejligt at vide, at det virker. (Lærke troede forresten, at jeg havde sagt VOV).

Jeg har problemer med at læse og se fjernsyn. Jeg får hele tiden "slanger" ind i mit synsfelt

Der var for øvrigt mange hilsener. Ruth siger, hun bliver kimet ned, så snart hun er hjemme. Jeg glæder mig til at maile igen.

Mandag den 3 januar Atter en nat med megen uro. Jeg tror, jeg er en vanskelig patient ind imellem.

I dag kom der mange nye ansigter. Der var en række studerende og elever, som skulle starte. Nogle var helt nye, og andre havde været i afdelingen tidligere

Jeg fik besøg af overlægen i dag. Det var en kort visit, men det mærkes, at der står respekt om "mester", når han er der. Han var meget smilende og sagde en masse dejlige ting om mit sygdomsforløb. På en eller anden måde er det hele så uvirkeligt.

Jeg har ikke fortalt meget om, hvordan jeg har det. Jeg synes, det går hastigt fremad legemligt, men psykisk er jeg stadig ude af balance. Jeg håber, jeg kan fortælle mere, når jeg kommer helt op til overfladen.

Tirsdag den 4 januar. I dag skal jeg sige farvel til den sygeplejerske, som tog det meste af slæbet, da jeg havde det værst. Det er surt med alle de mange farvel.

Det er nogen af de øjne, jeg husker, da jeg var "vandret"

Jeg er glad for, at jeg kan klare mere og mere selv. Det med at rense sølvrør og skifte serviet o.s.v. er efterhånden rutine

Overlægen var tilfreds med mig. Han medbragte 2 unge læger, som fik forklaret mit sygdomsforløb. Det gjorde jeg så også. Der blev forklaret noget om hvad der var gjort og om mine muligheder for at tale. Jeg havde lyttelapperne ude, og de yngre læger lyttede med megen andagt. Det var også nyt for dem. (overlægen sagde spøgende: "I bliver også en del af Jacobs dagbog. Nu").

Der var forresten en morsom oplevelse. Der var sygeplejerske inde for at ordne et eller andet. Så kom en af de studerende ind og spurgte: "Må jeg byde på en kop kaffe og en kage". Det vakte vild jubel. Jeg får jo stadig al føde gennem en slange.

Onsdag den 5 januar. Jeg havde en dejlig nat. Der var uro på stuen ved siden af. Jeg måtte sige farvel til min "natplejemor", den sygeplejerske som passede mig de første nætter, hvor jeg var rigtig dårlig. Jeg tror, jeg tudede en halv time inden afskeden. Jeg havde skrevet et lille brev til hende. Jeg troede ikke sådanne "piger" fortsat eksisterede. Jeg følte, at hun kendte mine ønsker næsten før mig selv.

Til middag kom "min" sygeplejerske ind og satte sig hos mig. Hun sagde, at hun havde svigtet mig hele formiddagen. Jeg ved, at de havde travlt andre steder. Jeg kunne bare sige, at jeg var glad for at blive "nedprioriteret". Hvad har jeg dog gjort for at fortjene al den omsorg og kærlighed. Jeg er i tudefasen i min krisebearbejdning. Dette gjorde godt.

Jeg fik min flaskekost og vand. Der var også medicin. Det er stadig ingen nydelse, men frygten for ubehag var ubegrundet. Det er en eller anden cocktail, og det tager sin tid at indhalere det. Sygeplejersken står med den ene arm løftet. Jeg siger hun ligner frihedsgudinden.

Jeg føler, at kræfterne og energien langsomt vender tilbage. Det bliver bedre for hver dag. Om aftenen kom der en af aftenholdet med en rulle varme håndklæder, og lagde dem på mine ømme skuldre, min ryg blev smurt med olie og jeg fik en vidunderlig massage. Det hele slappede af. Jo det er service.

Torsdag den 6 Januar Jeg funderer meget over, hvad der var sket, hvis jeg havde fået beskeden, at alt var væk. Kunne jeg have klaret det rent psykisk. Det havde nok betydet nedtur, selvom konsulenten, lægerne og sygeplejerskerne havde forklaret, at det kunne blive resultatet.

Tankerne overføres til maskinen

Stuegang og det hele tog et minut. Jeg må begynde at spise, trådene ud i morgen, antibiotika som profylakse indtil mad på naturlig vis Der skulle spørges om meget mere, men der var ikke tid. Overlægen sagde, at han vendte tilbage i morgen.

Jeg skulle prøve og have "proppen" i. Det betyder, at jeg trækker vejret på normal vis. Uden om kanylen. Der er hævelser og en indsnævring i halsen, som gør, at det kniber med ilttilførslen. Jeg sad en time med proppen i. Det hele er lidt ømt, men jeg prøvede at drikke lidt vand. Jeg skal prøve at få noget mad i aften

Ruth kom klokken 10. Jeg sagde "elskede" helt spontant. Jeg ved, jeg har taleforbud, men jeg håber, jeg er tilgivet. Jeg ved det ikke, men ordet kærlighed har for mig fået mange nye facetter. Jeg er omgivet af kærlighed og varme hele dagen; men når Ruth dukker op, er det livet. Jeg føler også en ekstra kærlighed til livet. Tænk Midt i al elendigheden er jeg heldig.

Mens jeg var "proppet" kom konsulenten fra de strubeløse.

Vi betalte kontingent til foreningen, og han kom med den lovede gave til Ruth.

Så fik jeg "mad" udenom slangen.

  1. Tomatsuppe (jeg kan ikke fordrage det). Det smagte himmelsk -- Tænk mad igennem munden ikke i slangen. Bare det at spise selv.
  2. Ananas suppe Kold. Det havde jeg ikke prøvet før. Men som en velopdragen dreng spiste jeg op. OK det var nok fordi: Jeg vil ! Jeg kan !

Jeg tror, jeg må begynde at tale i morgen. Ruth kommer lidt senere og bliver vist lidt længere.

Fredag den 7 januar Den første rutinedag. Det var med morgenbad, morgenmad, lidt skrivning og så mine vandreture op og ned af gangene.

Det er dejligt at tilhøre bageste række nu. Jeg er ikke så plejekrævende mere, og det er dejligt at kunne mange ting selv. Jeg regner med at slangen skal ud i dag. Det bliver en stor lettelse. Jeg ikke må tale, før overlægen har været her.

Jeg er utålmodig. Jeg ved godt, at der er eksamen, og jeg ved det er en stressende tilværelse, men "The Boss" burde nok stoppe op og stresse af.

Da jeg skulle spise, fik jeg et hosteanfald. Det betød at slangen i næsen begyndte at komme op. Hvad gør man så. Der var lidt usikkerhed. Men afdelingssygeplejersken sagde: "Hvad siger du?". Jeg viste tegn for ud. Hun sagde: "Enig Ud med den. Jeg tager ansvaret Mig tør han ikke slå!!!" Der er altså en god kemi.

Jeg har for første gang spist rigtig mad. Det er mærkeligt, at selv små fremskridt virker enorme. Jeg mærker, jeg er kommet op til overfladen

Jeg er spændt på, hvad Ruth siger. Jeg ser næsten hel ud. Det er ikke blevet til noget med trådene. Endnu.

Overlægen kom efter, at Ruth var kommet. Han var meget afslappet, selvom det havde været en hård dag med eksamener. Han sagde, han godt kunne have brugt mig som objekt. Det andet, med så mange ens eksaminer, var kedeligt.

Vi diskuterede lidt. Trådene kunne fjernes nu. Da overlægen var gået, kom sygeplejersken tilbage. Det var midt i vagtskiftet, så VI besluttede, at det kunne vente.

Jeg havde en vidunderlig samtale med Ruth. Hun er en guldklump. Vi var begge nervøse for, hvordan det skulle gå derhjemme. Både før og måske især nu, har jeg svært ved at håndtere kriser. Jeg / vi må forberede os godt i weekenden, så jeg kan tage hjem mandag. Der så jeg igen "Den store mands" øjne. "Du skal ikke hjem, før du er helt klar, har du brug for en dag ekstra, så får du det" Så overså han mig og sagde til Ruth: "Du vil vel også hellere undvære ham lidt endnu" Øjnene glimtede, og han forlod stuen med et grin.

Det tekniske er jeg ikke bange for; det er det psykiske. Jeg tænker meget på de strubeløse, som ikke har noget bagland. Derfor skal mit dejlige bagland ikke kuldsejles, men hjælpes hvis det er nødvendigt.

I nat kommer "min" sygeplejerske på vagt. Jeg skal tale med hende, inden jeg sover. Hun havde fri, da jeg var i den mest kritiske fase og var plejekrævende

Jeg sidder nu i stolen og har det vidunderligt rart. Det er en tryghedsfølelse, som breder sig i mit indre. Aftenvagten kom og satte sig ved min side og snakkede. Jeg mest på papir.

Jeg er over tudefasen for denne gang. Pigerne kender helt naturligt, hvornår der skal tudes, og hvornår det er tid til at le. Det var en dejlig aften, hvor jeg funderede meget.

Jeg er lidt mat i koderne, men jeg kan mærke den gamle Jacob banke på igen.

Lørdag den 8 januar Jeg vågnede tidligt. Jeg læste lidt og ventede på morgenholdet.

Ruth og jeg fik igen en dejlig samtale om den nærmeste fremtid. Vi er begge lidt utrygge. Jeg synes efterhånden, jeg er rolig, men jeg forstår godt Ruths bekymring. Vi går en hård tid i møde. Jeg håber det lokale fungerer med hjemmeplejen

Søndag den 9 januar Atter en dejlig morgen. En af de piger, som tog slæbet, da jeg var mest sølle, er her i dag. Også hende de "titulerer": "Fru".

Jeg føler mig som en tidsrøver, selvom jeg kan meget selv.

Jeg havde "prop" i 1½ time til morgen. Nu slapper jeg af, til Ruth arriverer Jeg kan nu læse min svigerinde Rosas digte på en helt ny måde. Der er meget mere dybde. Jeg tror det hænger sammen med, at de fleste er forfattet af en "vandret". Det var min position et stykke tid.

Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig akkurat nu. Jeg synes, jeg er urolig og har "skudder mudder" i hele kroppen. Jeg er mismodig i dag. Besøget var dejligt, men nok mest for mig.

Jeg sidder her klokken 21 og samler mig Jeg kan konstatere, at jeg trods alt er heldig. Jeg er spændt på morgendagen. Overlægen bestemmer, selvom han siger, at sygeplejerskerne skal vurdere. Vi får se.

Jeg har fået at vide, at "min" sygeplejerske klarer alt det praktiske med hjemmeplejen i Vejle og bestilling af sugeapparat fra Vejle Sygehus. Det samme gælder hjemtransporten.

Aftenen er meget stille. Jeg ser fjernsyn og slapper af. Aftenvagten har haft hovedet inde et par gange. De piger er også dejlige. De har en evne til at grine når det er tiden, rolige med menneskekundskab når det er tiden. Nu er alle tiders livstykke i afdelingen. Hun kan sætte liv og håb i enhver. Hun kom ind og sagde hej. Hun sagde, at hvis jeg kunne klare det, så skulle jeg tage hjem i morgen. Der var mange, som fik hospitalspsykose. "Det vil være godt for dig hos Ruth i Vejle" Det var det rene psykologi. Der har nok været lidt snak i vagtskiftet om, at den gamle var usikker og ikke helt på mærkerne. Tilbage til min beslutning om, at jeg gerne vil hjem. Aftenvagten kom og satte sig ved min side. Vi har talt sammen nogle gange. Hun sagde: Nu melder jeg dig ind i HK. (Du Holder Kæft) Det er mig der snakker !! Nu rundede vi mange af livets faser. Der er mange spørgsmål, som venter. Vil det fungere med beredskabet i Vejle. Er de tilstrækkelig professionelle o.s.v.

Vi talte sågar om, det var muligt med et sexliv efter sådan en operation. Det er det største tabuemne af alle. Det er klart, at jeg har spekuleret på det. Det må da være et kæmpeproblem for de yngre, som får samme eller større indgreb end jeg. Jeg fik at vide, at der næsten ikke var nogen, som turde tale om det. Næsten alle klapper i ved mindste antydning.

Vi fik en dejlig og åben samtale. Jeg blev talt helt ned på jorden. Det er et minde jeg vil arkivere i det bundt af oplevelser, jeg har haft i sygdomsperioden.

Nu har jeg besluttet, at jeg gerne vil hjem. Jeg pakker om lidt. Jeg er klar til at gå.

Nu går jeg i seng og glæder mig til i morgen.

Mandag den 10 januar Så skal / vil jeg hjem. Jeg er taknemlig for aftenvagtens hjælp.

Om morgenen hørte jeg en stemme på gangen: "Er ham på nummer syv rejst ?"

Det var min "dagplejemor" Hun skulle på kursus; men tænk, hun ville lige op for at sige farvel.

Jeg var dårligt blevet færdig, før jeg hørte overlægen på gangen. Lidt efter var han på stuen. Han gav mig hånden med et godmorgen og "så med prop og det hele". ---- Og sikken en stemme. "Flot", sagde han: "Jeg er glad for et godt resultat."

Jeg hørte, hvad der blev sagt på gangen. "Herligt !! Jeg er imponeret". ( Tænk jeg syntes, jeg hørte undertoner af faglig stolthed ) Hos mig er det overvældende glæde og taknemlighed.

Nu er "min" studerende i gang med at arrangere min "overflytning" til Vejle.

Alt i Odense har fungeret perfekt. Jeg ved ikke, om det er noget specielt med F2, men det fungerer, som en velsmurt maskine. Ikke sådan at alt er mekanisk. Nej alt er med patienten i centrum. Jeg har haft den afsluttende samtale med overlægen og "mine piger". Jeg er klar til at tage hjem, endda med den herlige besked, at sølvrøret skal ud om fire og ikke seks uger.

Så skulle Vejle overtage. Alt hvad der kunne gå galt gik galt.

Endnu engang: Vejle Amt har ofret mange penge på at reparere mig. Hvorfor så det "LAL" her til sidst ? Jeg tror alt bliver klaret, men jeg gider ikke være flov over at være fra Vejle. Det er Vejle Amt og Vejle kommune, som har ansvaret nu. Det viste sig igen, at ansvar ikke kan deles !! Der bliver akkurat 10% til hver. Elementært.

Natten hjemme forløb dejligt. Jeg sov det meste af natten. Herligt.

Selvom hospitalssengen var med elmotorer og alt det moderne, er ens egen seng ved siden af den pige man elsker alligevel den bedste.

Tirsdag den 11 januar En herlig morgen. Jeg var vågen tidligt, men nåede da at blunde lidt igen. Jeg lavede kaffe, og vi fik lidt mad. Herligt at være hjemme. Der var dejligt i Odense, men dette er uovertruffet.

Ruth forsøgte at få fat i hjemmeplejen. Vi fik den besked, at der var kontortid 12-13. Det var altså os, som skulle ringes op. Vi blev lovet et besøg onsdag klokken 11. Der var en undskyldning med sygdom o.s.v. Vi kan ikke bruge det til noget. Heldigvis var vores behov for hjælp ikke akut.

Onsdag den 12 januar Glad og udhvilet op af sengen. Mit filter falder hele tiden ud om natten. Jeg tror ikke det betyder noget

Hjemmesygeplejersken kom som aftalt præsis klokken 11. Dejligt.

Vi fik en sludder om det praktiske, og jeg skulle jo "visiteres" med brugerbog o.s.v. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var nødvendigt. Vi aftalte, at jeg mødte op på klinikken på Gulkrog klokken 11 for at få skiftet bændler. Så kunne vi aftale det videre forløb derhenne.

Jeg har forresten sendt et brev til Overlægen, et til afdelingssygeplejersken og et til pigerne. Jeg håber ikke nogen føler, jeg er gået for tæt på. (Jeg tænker især på overlægen).

Redigeringen i fuld gang

Torsdag den 13 januar. Så var det i dag Vejle skulle til eksamen.

De skulle sørge for "svenske næser" og bændler til de næste gange.

Vi begav os til sygeplejerskerne. Jeg stod og ventede udenfor, idet jeg regnede med, at nogen reagerede. Det varede lidt, så bankede jeg på. "Er der noget, vi kan hjælpe med ??". Ja, jeg skal have skiftet bændler. Nå ja! det er også rigtigt. men det er henne på klinikken. Vi følges ad derhen. Desværre svigtede Vejle igen. Ingen havde forsøgt at skaffe de nødvendige hjælpemidler. Det er altså hjemkommunens ansvar. Der er ingen undskyldning.

Mandag 17 januar Stadig ingen styr på hjemmeplejen. Jeg får det stadig bedre

Torsdag den 20 januar Så er det ny eksamen for Vejle. Jeg håber ikke de dumper denne gang.

Ok de bestod men kun med 6. De, som skulle skifte båndene, havde aldrig prøvet det før. De havde ikke kunnet skaffe bændler og "svenske næser" Vi måtte selv gå på Vejle Sygehus for at få hjælp. Her fungerede det upåklageligt.

Jeg har nu besluttet, at der er en pause i min dagbog. Nu er det så meget hverdag, at det må gå sin gang. (Med mindre der sker nyt)

til top

Dagbog Vejle Sygehus

Lørdag 22 januar 2000 - Torsdag den 27 januar

Som jeg skrev torsdag var det meningen at holde en lille pause i dagbogen, men det skulle ikke være sådan. Omkring midnat fik jeg kulderystninger så hele sengen dirrede. Det var meget voldsomt. Det lignede de krampeanfald man får, hvis man har malaria.

Ruth ringede efter natlægen. Han kom forholdsvis hurtigt. Han kunne næsten ikke lytte til mit bryst, så meget rystede jeg. Han sagde, det lignede en blodforgiftning og indlagde mig på Vejle Hospital Der blev ikke megen søvn den nat.

Vi må prøve at se fremad .Der var brev fra Odense i dag. Jeg skal ind onsdag den 2 februar. Jeg håber det andet roderi er i orden inden da. Tålmodighed Jacob.

Det var en barsk oplevelse. Der var ikke styr på noget. Der var ingen som havde ansvaret. 3 læger deler eller 10% til hver. 2 sygeplejersker deler eller 15 % til hver.

  1. Første læge: Mindst 14 dage, anden læge: ikke hjem før vi ved hvor infektionen kommer fra. Tredje læge (Adm. Overlæge): Du kan godt tage hjem.

Alle undersøgelser, som er bestilt, er hermed aflyst. -------- Det virker tåbeligt.

Altså Udskrevet fra Vejle Sygehus.

Torsdag den 27 januar fortsat Jeg er glad for at være hjemme

Hjemmeplejen ringede til Vejle Hospital og spurgte efter mig. De havde tilsyneladende ikke hørt om afbudet. Er der intet som fungerer, eller er det en slags kontrol. Jeg håber, det er det sidste.

Fredag den 28 januar Så sidder jeg her igen og skal starte et nyt kapitel. Jeg er igen hjemme i reden efter en sørgmunter oplevelse. Jeg har en underlig smag i munden. Kan det virkelig passe, det jeg skrev medens, jeg var indlagt.

Er min dømmekraft fuldstændig gået fløjten eller er jeg blevet senil ? Kan senilitet smitte og nedbryde en mand på en uge ? Selvfølgelig kan den ikke det, men det var bestemt en dårlig oplevelse efter, at jeg havde forsvaret systemet og rost det i høje toner. Nu forstår jeg hvad folk mener, når de kritiserer. Her var der i hvert fald "LAL" allevegne. Brug dog lidt psykologi. Det kan læres og er (næsten) gratis.

Der var et stort strålende lyspunkt på Vejle Hospital. "Min" Hals - Næse - Øre overlæge kom og sagde hej hver eneste dag.

Lørdag den 29 januar - tirsdag 1 februar Nogle nætter med dårlig søvn. Dagene gik med at vente.

Onsdag den 2 februar Så gik det atter mod Odense. Falck kom og hentede os.

Den sædvanlige imødekommende service.

Jeg ved godt, at vi kunne blive transporteret af Amtet, men med alle de problemer, der er med transport, vælger jeg den lette løsning.

Jeg fik at vide, at overlægen selv ville fjerne kanylen, så det var bare at vente.

I opholdsstuen mødte vi en strubeløs dame. Hun havde mange andre skavanker med mavesår og sukkersyge. Hun havde en flot stemme. (Jeg er stadig imponeret)

Det blev alligevel en ung læge, som fjernede kanylen. Han var meget omhyggelig og spurgte indgående om mit ophold på Vejle Sygehus.

Jeg er nu tilbage til afdelingen med et utæt luftrør og en stor tør plet i halsen. Jeg regner med, at det hele løser sig, når det falske træk forsvinder. Det undrer, at det var så let at få kanylen ud. Jeg havde regnet med indlæggelse med bedøvelse o.s.v., og at det tog 3 dage. Jeg skal hjem i morgen. Ruth er taget hjem. Der var bestemt ingen grund til bekymring. Alt er vel.

Jeg fik en dejlig samtale med den læge, som konstaterede, at der var mere kræft. Hvor er det dog dejligt, at de interesserer sig for én. Der bliver da også gjort alt for, at man skal føle sig velkommen og godt tilpas. Sikken udstråling.

Torsdag den 3 februar Jeg vågnede klokken 2.

Det kneb med at falde i søvn igen. Der er så mange tanker. Der er også meget løst slim som generer. Jeg tør ikke hoste igennem selvom hullet i luftrøret lukkede sig meget hurtigt. (Ca. 1 time) Det er ubegribeligt.

Jeg ringer til Ruth og siger, at hun kan vente mig inden 12.

Jeg synes, jeg mærker en ny frihed. Nu er der ikke mere et synligt handicap. Jeg har tit tænkt på, at det var lettere at have et handicap, som kunne ses. Så skulle man ikke forklare. Men nej. Sådan hænger det ikke sammen. Alle de mennesker, som ikke kender én, og som man ikke skal snakke med, ser jo på en på en anden måde.

Jeg skal til ny undersøgelse den 4 maj 2000. Det er ovre i kræftafdelingen.

Fredag den 4 februar I dag er det min Mors fødselsdag

Vi har fået en ny tid hos talepædagogen. Det er dejligt at noget fungerer.

Onsdag den 9 februar Talepædagogen gav sig god tid til at tale med os. Han var meget tilfreds med min stemme og sagde, at han ikke kunne forbedre den. Vi skal eventuelt genoptage samarbejdet om nogle måneder. Jeg har lovet at præsentere min stemme for Hals - næse - øre afdelingen på Vejle Sygehus. Det bliver et dejligt gensyn.

Nu håber jeg, at jeg kan holde en lille -PAUSE- i skrivningen.

til top

Afslutning / konklusion

Jeg sidder med en følelse af noget uvirkeligt, som ikke er sket for mig. Det kan ikke være rigtigt, at så meget kan ændres på et år.

Man har mod på livet; alt kører bare derudaf, en vel overstået HF eksamen, og der er masser af lyst til at gå videre med et studie. Jeg vidste da godt, at skulle jeg være præst, ville jeg starte og ikke slutte som emeritus, men at det skulle være min stemme, som ikke duede, havde aldrig strejfet mine tanker. Jeg syntes også, at jeg fulgte nogenlunde med i alt det nye, som skete på IT området, selvom mit 10 tal i datalogi hurtigt falmede.

Pludselig står man med en livstruende sygdom.

Jeg har været op og ned af mange bølgedale. Når jeg tænker tilbage, var det de sidste 14 dage med strålebehandling og de efterfølgende 14 dage, som var de strengeste. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne sige det samme, hvis jeg var blevet totalt laryngectomeret. (Strubeløs). Jeg kan ikke overse hvilken psykisk belastning, det ville have medført. Jeg kan sagtens påstå, at jeg ville have klaret presset, og at mit bagland ville hjælpe mig igennem en sådan krise. Om det er sandt ved ingen. Jeg er meget taknemlig for, at jeg kan tale, selvom det er unuanceret.

Jeg må konstatere, at ordet kræft eller cancer har en skræmmende virkning på folk. De fleste bakker ud og vil hellere tale om noget andet.

Jeg husker, da min kone og jeg var i Odense til undersøgelse, og overlægen sagde, at kræften var væk. Jeg spurgte om, hvordan han kunne være så skråsikker uden vævsprøver. Han svarede: "Det kan jeg. Jeg kender kræft, når jeg ser den". Vi kørte derfra og "slettede næsten" ordet kræft af vores ordbog. 3½ måneder efter måtte vi tage stilling til operation.

Vi havde nogle dejlige måneder uden "kræfttanker". Jeg tror imidlertid, at nedturen og angsten op til jul havde været mindre, hvis vi havde været forberedt. Lægen kunne f.eks. have sagt: "Kræften er væk; men ved næste kontrol må du regne med, at der skal tages vævsprøver. Vi skal være helt sikre" Selvfølgelig er det svært, men lidt anvendt psykologi koster ikke ret meget.

Vi ser nu fremad. Vi fik et dejligt sted at bo, og vi har hinanden. Vi tror på, at kræften er væk. Livet er igen værd at leve.

Nu regner jeg ikke med nogen fortsættelse.

til top